Højbjergkoret søger dirigent
Højbjergkoret søger ny dirigent til starten af 2019, da vores dygtige dirigent Severin Korsgaard har valgt nye udfordringer.
Koret er et af de ældste amatørkor i Århus, men selv om vi er amatører, har vi et højt ambitionsniveau og arbejder seriøst med både store klassiske korværker og små a capella sange fra det nordiske repertoire.
Koret tæller p.t. ca. 23 medlemmer, der synger 4-stemmige satser.
Udover de musikalske ambitioner har koret et godt socialt sammenhold, og vi er velfungerende med bestyrelse, hjemmeside og løsning af praktiske opgaver.
Gennem årene har koret afholdt mange koncerter – sidste efterår med stor succes 3 klassiske kirkekoncerter med 4 solister og 5 musikere. Foruden Frederikskirken synger vi i kirker rundt om i det østjyske, og har min. 2 koncerter hvert år.
Koret er altid åbent overfor nye udfordringer, så vi søger en dirigent, der er dedikeret til amatørkor og som tør stille krav og skubbe til korets grænser.
Du skal have visioner for korets arbejde og turde sammensætte et spændende og udfordrende repertoire. Derfor vil det være en fordel, hvis du allerede har korerfaring, samt et godt netværk af musikere og solister.
Vi er en forening under aftenskolen, så du bliver aflønnet af MOF.
Øveaften er p.t. tirsdag 19.00-21.15 i Skåde Lokalcenter i Højbjerg v. Århus. (kan evt. ændres til mandag). Vi har desuden 2 korlørdage om året, hvor vi arbejder intenst hele dagen.
Yderligere info kan søges på vor hjemmeside www.hojbjergkoret.dk.
Kunne du tænke dig at arbejde med os, bedes du ringe eller maile til formand for koret Ulla Hilligsøe Gammelby på tlf. 21647642 ulla@hilligsoe.dk